Personer
Tenna Røberg
Mit navn er Tenna Røberg og til dagligt bor jeg i Aarhus. Jeg er uddannet Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og arbejder til dagligt som konsulent i en brancheorganisation. Jeg har været aktiv i politik og ungdomspolitik igennem de sidste 10 år, hvor jeg har været opstillet til både kommunal-og folketingsvalg. I dag er jeg førstesuppleant til Aarhus Byråd.
Jeg stiller op, fordi Aarhus har brug for politikere, der lytter mere og styrer mindre. Jeg vil være en stemme for almindelige aarhusianere, der oplever, at hverdagen bliver dyrere og mere besværlig, mens der bruges millioner på symbolpolitik og projekter uden reel effekt. Jeg ønsker et byråd, der sætter borgerne først, og hvor sund fornuft, frihed og ansvar vejer tungere end ideologi. Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at politik handler om at gøre det bedre for dem, der lever med konsekvenserne af beslutningerne ikke dem, der træffer dem.
Tennas mærkesager
1. Stop mobilitetsplanen i Aarhus
Aarhus Byråd har vedtaget en mobilitetsplan, der skal reducere CO₂-udledningen med 270.000 ton og ændre aarhusianernes transportvaner markant. Planen betyder flere restriktioner for biltrafikken, forsøg med nulemissionszoner og færre parkeringsmuligheder. Jeg og Dansk Folkeparti mener, at planen i sin nuværende form rammer skævt og skaber unødig belastning for både borgere og erhvervsliv.
For mange aarhusianere er bilen en nødvendighed, ikke et valg af komfort. Planen gør hverdagen dyrere og mere besværlig for familier, ældre, pendlere og borgere i oplandet. Den begrænser friheden og adgangen til midtbyen, som bør være for alle.
Samtidig risikerer planen at skade byens handelsliv. Aarhus har allerede mistet mange butikker, og hvis det bliver endnu sværere at komme til byen i bil, vil flere butikker lukke og bylivet svækkes.
Dansk Folkeparti støtter grøn omstilling, når den er realistisk og balanceret, men Aarhus skal ikke være klimavenlig for enhver pris. Grøn politik må ikke gå ud over friheden, hverdagen eller sammenhængskraften i vores by.
2. Stop alle kommunale integrationsprojekter
Aarhus Kommune bruger hvert år millioner af skattekroner på integrationsprojekter, men uden klare beviser på, at de virker. Jeg og Dansk Folkeparti vil sætte alle projekter på pause, indtil de er grundigt evalueret. Kun de initiativer, der dokumenteret styrker deltagernes tilpasning til danske værdier og normer, bør fortsætte.
For mange projekter fokuserer på hygge og symbolik i stedet for reelle resultater. Der bruges penge på madfestivaler og dialogcaféer, mens indsatsen for sprog, arbejde og uddannelse bliver nedprioriteret. Det er en skæv prioritering og et spild af ressourcer.
Formålet med integration må være, at dem, der vælger at bo i Danmark, også bliver en del af det danske samfund. Det kræver krav, konsekvens og tydelige rammer.
Dansk Folkeparti mener, at integration ikke sker gennem føleri, men gennem ansvar, deltagelse og respekt for danske værdier. Kommunen må tage ansvar og stoppe projekter, der ikke skaber reel forandring.
Mærkesag 3. En værdig ældrepleje – for alle i kommunen
Ingen ældre i Aarhus skal frygte at ende på et plejehjem, hvor de ikke mødes med respekt og omsorg. Sager som den på Kongsgården har vist alvorlige problemer i ældreplejen, og Dansk Folkeparti vil sikre, at det aldrig sker igen.
Alle ældre skal have samme trygge og værdige behandling, uanset hvor i kommunen de bor. Derfor skal Aarhus have én fælles kvalitetsstandard for plejehjem og hjemmepleje, der bygger på klare, enkle kriterier og løbende uanmeldte tilsyn.
Samtidig skal der være nok personale til at levere god pleje. Dansk Folkeparti ønsker faste minimumsnormeringer i både dag- og nattevagter, så ingen medarbejder står alene med alt for mange beboere.
Endelig skal plejehjemmene have større frihed til at bruge fagligheden. Mindre bureaukrati og flere lokale beslutninger giver mere tid til nærvær og livskvalitet for de ældre. Aarhus skal være en kommune, hvor værdighed, kvalitet og omsorg går hånd i hånd.







