top of page

Demokrati og folkestyre

DFU_Demokrati.png

Politik

Vi er tilhængere af:
  1. At der skal være mulighed for folkeafstemninger både lokalt og nationalt

  2. At vi skal indføre et mere inddragende demokrati

  3. At man ikke skal kunne stemme til kommunal- og regionsrådsvalg uden dansk statsborgerskab

  4. At der skal være ungebyråd i alle landets kommuner

  5. At selvstyreloven skal afskaffes

  6. At Grundlovens §20 skal afskaffes som værn af national suverænitet

Det er vi fordi:

Danskerne skal have bedre mulighed for medbestemmelse i den offentlige debat. Derfor støtter vi indførelsen af et mere inddragende demokrati som supplement til det konstitutionelle monarki. Dette vil muliggøre, at befolkningen også kan komme til orde. Vi mener, at hvis en gruppe stemmeberettigede dansker har skrevet under på et forslag, som de ønsker til folkeafstemning, så skal for befolkningen være muligt at tilkendegive dette forslag en bedømmelse. Et mere inddragende demokrati vil også betyde, at politikerne bliver nødsaget til at lytte til de vælgere, der har valgt dem. Emner, som omhandler decideret finansiering af samfundet, skal ikke være omfattet af dette, f.eks. Finansloven.

Et mere inddragende demokrati skal også gælde kommunerne og regionerne, der skal fungere efter samme princip som nationalpolitisk. Samler man tilpas mange underskrifter, skal emnet kunne sendes til afstemning i området. Demokratiet skal ikke marginaliseres til et kryds hvert fjerde år. Demokratiet skal blomstre hele tiden, og borgerne skal have mulighed for at have politisk indflydelse mere end hvert fjerde år. Derfor ønsker vi et mere inddragende demokrati, hvor borgerne kan holde de folkevalgte i ørerne, og hvor borgerne føler sig inddraget i de politiske beslutninger.

Deltagelse i demokratiet kræver statsborgerskab
For at kunne stemme til kommunal -og regionsrådsvalg skal man være dansk statsborger samt kunne tale og skrive dansk, da vi mener, det er fundamentale forudsætninger for at kunne deltage i det danske demokrati. Vi mener, at et af de største privilegier ved at være statsborger i et land er, at man kan stemme.

Ungebyråd
Den danske ungdom er Danmarks fremtid. Unges udfordringer med at få adgang til ungdomsbolig, uddannelse og job skal for alvor på dagsorden i alle 98 kommuner. De unge er eksperterne på børne- og ungepolitik, og derfor skal ungebyrådene have indflydelse på netop børne- og ungepolitikken i landets kommuner. Derfor vil vi have ungebyråd i alle Danmarks kommuner. De unges stemme skal høres. Demokratiet gælder alle og særligt de unge. Ungdommen er Danmarks fremtid, derfor skal vi give unge større indflydelse. Sådan investerer vi i fremtiden.

Afskaffelse af selvstyreloven

Grønlands selvstyre blev indført med store løfter om øget ansvar, reel selvbestemmelse og en gradvis vej mod økonomisk selvbårenhed. Mere end et årti senere står det klart, at ordningen har fejlet på næsten alle fronter. I stedet for fremskridt har vi fået stagnation, vedvarende afhængighed og en politisk kultur, der hellere vil skyde skylden på Danmark end at tage fat på de nødvendige reformer. Grønland er i dag lige så afhængig af det danske bloktilskud som før selvstyret. Den politiske elite i Nuuk har opretholdt en illusion om selvbårenhed, mens virkeligheden er en økonomi, der i høj grad hviler på danske skatteyderes penge. Trods rigelige muligheder inden for fiskeri, råstoffer og turisme har Grønland ikke formået at bygge en bæredygtig økonomi. I stedet har vi set politisk ustabilitet, høj arbejdsløshed, alvorlige sociale problemer og en tendens til at prioritere symbolske konfrontationer med Danmark frem for konkrete reformer.

Selvstyret har ikke styrket Grønland. Det har tværtimod givet en illusion af, at Grønland kunne varetage sig selv. Når økonomien

skrider, når uddannelsesniveauet halter, og når infrastrukturen forbliver underudviklet, peger man på kolonitiden eller Danmark som syndebuk. Denne offermentalitet og manglende reformvilje holder Grønland tilbage.

Derfor bør selvstyreloven tilbagerulles. Grønland bør integreres fuldt ud i Danmark og rigsfællesskabet på linje med de 98 kommuner. Det betyder ret til støtte men også forpligtelse til at leve op til de krav som gælder alle andre steder i kongeriget. Fantasien om Grønland som en næsten-suveræn nation, har spillet fallit. Grønland er ikke i stand til at håndtere selvstyre. Derfor bør privilegiet fjernes, og Grønland behandles som en integreret del af Danmark med samme rettigheder og pligter som alle andre.

Afskaffelse af Grundlovens §20

Grundlovens §20 blev oprindeligt indført i 1953 med argumentet om, at Danmark skulle kunne afgive dele af sin suverænitet til mellemfolkelige organisationer, for at sikre fred i Europa. Intentionen var at åbne døren for internationalt samarbejde, men vi ved idag at denne bestemmelse snarere undergraver selve fundamentet for et selvstændigt dansk folkestyre. Ved at give mulighed for at overdrage lovgivnings- og beslutningskompetence til internationale myndigheder, accepterer vi, at andre end det danske folk kan sætte rammerne for dansk politik. Det betyder i praksis, at dansk lovgivning på centrale områder – eksempelvis økonomi, miljø eller retspolitik – kan blive formet i Bruxelles eller Strasbourg i stedet for i København. Afskaffelse af grundlovens §20 vil sikre, at al politisk magt forbliver på danske hænder, og at Folketinget aldrig kan afgive beføjelser til instanser uden for rigets grænser.

bottom of page